Add parallel Print Page Options

Messias’ indtog i Jerusalem(A)

21 Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”

På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:

„Sig til Jerusalems indbyggere:
    Se, jeres konge er på vej!
Han er ydmyg og rider på et hanæsel—
    det er et æselføl.”[a]

De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

„Hoshana,[b] Davids Søn!
    Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
Hoshana til Gud i det Højeste!”

Read full chapter

Footnotes

  1. 21,5 Zak. 9,9.
  2. 21,9 Folkeskaren hentyder til de kendte ord i Sl. 118,25-26, der oprindeligt var en velsignelse til dem, som var på vej til templet for at fejre den store påskefest. Her bliver ordene til en velkomsthyldest til Jesus som den konge, der skulle genoprette Davids faldne storhedsrige. Det hebraiske Hoshi’ah na i Sl. 118,25 og variant formen Hosha-na, som vi møder her, betyder egentlig „Frels (os)!” men er også et hyldestråb til den konge, som nu er på vej. Jøderne havde en stærk længsel efter en konge, der kunne frigøre dem fra romernes overherredømme.

Messias’ indtog i Jerusalem(A)

11 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.[a] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”

De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.

Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

„Hoshana![b]
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
10     Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej!
Hoshana til Gud i det Højeste!”

Read full chapter

Footnotes

  1. 11,1 Betfage menes at have ligget mellem Betania og Jerusalem, tæt på vejen, de kom ad. Ifølge Johannes 12, havde Jesus og disciplene været i Betania en dag eller to.
  2. 11,9 Folkeskaren hentyder til de kendte ord i Sl. 118,25-26, som oprindeligt var en velsignelse til dem, som var på vej til templet for at fejre den store påskefest. Her bliver ordene til en velkomsthyldest til Jesus som den konge, der skulle genoprette Davids faldne storhedsrige. Det hebraiske Hoshi’ah na i Sl. 118,25 og variant formen Hosha-na, som vi møder her, betyder egentlig „Frels (os)!” men er også et hyldestråb til den konge, som nu er på vej. Jøderne havde en stærk længsel efter en konge, der kunne frigøre dem fra romernes overherredømme.

Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge(A)

12 Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, 13 og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”[a]

14 Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:

15 „Frygt ikke, Jerusalem!
    Se, din konge er på vej,
        og han rider på et æselføl.”[b]

16 Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.

17 Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. 18 Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. 19 Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet![c] Alle render jo efter ham.”

Read full chapter

Footnotes

  1. 12,13 Se Sl. 118,25-26 og noten til Mat.21,9.
  2. 12,15 Zak. 9,9.
  3. 12,19 Vi fik i 9,22 at vide, at farisæerne havde truet alle, der troede på Jesus, med udelukkelse fra synagogefællesskabet. Men det var ikke nok til at holde folk væk fra ham.