Add parallel Print Page Options

Salomons rigdom

14 Hvert år udvandt kong Salomon ca. 23 tons[a] guld fra sine guldminer. 15 Dertil kom indtægter fra handelsafgifter, told og skat fra de arabiske vasalkonger og landets egne guvernører. 16-17 Salomon fik lavet 200 store, guldbelagte skjolde, hvor der gik knap 7 kilo[b] guld til hvert skjold, og 300 mindre skjolde, hvortil der gik halvandet kilo guld. Alle disse skjolde satte han op som udsmykning i „Libanonskovhallen”.

18 Han fik også lavet en overdådig elfenbenstrone, belagt med rent guld. 19 Seks brede trin førte op til selve tronstolen, som havde en rundet ryg foroven og armlæn på begge sider. Ved hver side stod en forgyldt løve. 20 For enderne af hvert trin stod der også en løve, så der var 12 løver i alt på tronens trappe. Intet sted i verden fandtes en trone som Salomons.

21 Alle kong Salomons drikkebægre var af rent guld, og spisestellet i „Libanonskovhallen” var også af rent guld. Intet af det var af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på den tid. 22 Salomon havde selv nogle store Tarshish-skibe[c] ligesom kong Hiram. Hvert tredje år vendte disse skibe hjem med store ladninger af guld, sølv, elfenben, aber og påfugle.

23 Kong Salomon var således visere og rigere end nogen anden konge på jorden. 24 Stormænd fra alverdens lande søgte audiens hos ham for at få del i hans gudgivne visdom, 25 og de bragte ham år efter år fornemme gaver i form af guld- og sølvting, kostbart klæde, våben, aromatiske stoffer, heste og muldyr.

26 Salomon anskaffede sig masser af stridsvogne og heste. Han havde 1400 stridsvogne og 12.000 heste, som han stationerede i de dertil indrettede vognbyer og i selve Jerusalem. 27 Salomons rigdom betød, at sølv blev lige så almindeligt i Jerusalem som stenene i byens gader, og det kostbare cedertræ blev lige så almindeligt som morbærfigentræ fra de vestlige bakkeskråninger. 28 Salomons heste blev importeret fra Egypten og Kilikien, hvor hans opkøbere konstant var på udkig. 29 En egyptisk stridsvogn leveret i Jerusalem kostede syv kilo sølv, og en hest kostede godt halvandet kilo sølv. En del af disse heste og vogne blev solgt videre til de hittitiske og aramæiske konger.

Read full chapter

Footnotes

  1. 10,14 På hebraisk: „666 talenter”, hvor en talent svarer til ca. 34 kg. Måske hentyder tallet 666 profetisk til faren ved at blive for optaget af jordisk rigdom.
  2. 10,16-17 Eller ca. 3 kilo. Den hebraiske tekst er uklar.
  3. 10,22 Det vides ikke med sikkerhed, hvor Tarshish lå, sandsynligvis i Spanien. I alle tilfælde er et Tarshish-skib et stort, oceangående skib, der blev brugt til de længste handelsruter.