Add parallel Print Page Options

Jobs tredje tale: Et svar til Bildad

Job gav Bildad følgende svar:

„Du kan have ret i, hvad du siger,
    for ingen kan retfærdiggøre sig over for Gud.
Hvis man stævnede Gud for retten,
    ville man aldrig klare frisag.
Hans visdom og magt er grænseløs.
    Ingen slipper godt fra at trodse ham.
Han flytter bjerge så let som ingenting,
    vælter dem omkuld i sin vrede.
Han rusker i jorden, så den skælver,
    ryster i hele sin grundvold.
Han kan befale, at solen ikke skal stå op,
    og at stjernerne skal indhylles i mørke.
Det var ham, der udspændte himmelbuen,
    og han kan gå på havets bølger.
Han skabte Storebjørn og Orion,
    Syvstjernen og Dyrekredsen.
10 Han udfører utrolige mirakler
    og gør talløse undere.
11 Han bevæger sig lydløst og usynligt,
    man hverken ser eller hører ham.
12 Han tager, hvad han vil have,
    og hvem tør sige: ‚Det må du ikke!’
13 Gud holder ikke sin vrede tilbage,
    ingen menneskelig magt kan standse ham.[a]

14 Hvordan skulle jeg kunne forsvare mig,
    retfærdiggøre mig overfor ham?
15 Selvom jeg mener, jeg er uskyldig,
    kan jeg ikke gå i rette med ham.
    Jeg må nøjes med at bede ham om nåde.
16 Hvis jeg stævnede ham for retten,
    mon han så ville høre på min klage?
17 Han har udløst en orkan over mig
    og givet mig sår på sår uden grund.
18 Jeg har knap tid til at trække vejret,
    før jeg oplever nye lidelser.
19 Ingen kan måle sig med ham i styrke.
    Hvem har magt til at anklage ham i retten?
20 Selv om jeg måske var uskyldig,
    ville min optræden i retten dømme mig.
21 Jeg mener, jeg er uskyldig,
    men hvem tør bedømme sig selv?
    Mit liv har ikke længere nogen værdi.

22 Derfor siger jeg: ‚Det kan være lige meget nu.
    Gud straffer åbenbart uskyldige såvel som skyldige.’
23 Når pisken pludselig slår til,
    ignorerer han de uskyldiges fortvivlede råb.
24 Når et land falder i en ond mands magt,
    bliver dets dommere blinde for retfærdigheden.
Hvis det ikke er Gud, der står bag,
    hvem er det så?

25 Jeg ser dagene passere forbi som en hurtigløber,
    de iler af sted uden at give mig nogen glæde.
26 De glider forbi som sivbåde,
    som ørne, der haster efter bytte.
27 Hvad nu hvis jeg sagde: ‚Jeg vil glemme min smerte,
    tage smilet på og se glad ud.’
28 Ville det mon standse mine lidelser?
    Nej, for i dine øjne, oh, Gud, er jeg åbenbart skyldig.
29 Hvis jeg allerede er dømt skyldig,
    hvad hjælper det så, at jeg forsvarer mig?
30 Ja, selv om jeg vaskede mit ansigt i sne
    og skrubbede mine hænder med skurepulver,
31 ville du dog straks dyppe mig i mudder,
    så mit tøj ville skamme sig over mig.

32 Du er jo ikke et menneske som jeg,
    derfor kan vi ikke mødes i retten.
33 Var der dog bare en mellemmand,
    der kunne skabe forsoning imellem os,
34 en der kunne fjerne Guds straf over mig,
    så jeg ikke skulle leve i angst for hans vrede,
35 så jeg kunne tale med Gud uden at frygte.
    Men det kan jeg umuligt opnå alene.

Footnotes

  1. 9,13 Ordret: „Selv Rahabs hjælpere må bøje sig”. Rahab er muligvis et søuhyre og kan symbolsk pege på den egyptiske stormagt.

Så tog Job til Orde og svarede: "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, 10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! 11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; 12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; 14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! 15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! 16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, 17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, 18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. 19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! 20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! 22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! 23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; 24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? 25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, 26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. 27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," 28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? 30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, 31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. 32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; 33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! 34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, 35 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!