Add parallel Print Page Options

Hjælp under falsk anklage

35 En sang af David.

Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
    Gå i krig mod dem, som angriber mig.
Tag din rustning på, grib dit skjold,
    gør klar til kamp mod mine fjender.
Kast dit spyd og brug din lanse
    mod dem, der forfølger mig.
        Lov mig, at du vil redde mig.
Bring skam over dem,
    der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
    og deres onde planer mislykkes.
Blæs dem væk som avner for vinden,
    lad din mægtige engel drive dem bort.
Gør deres vej mørk og glat,
    lad din engel forfølge dem.

Uden grund har de sat fælder for mig,
    gravet en faldgrube på min vej.
Men pludselig kommer ulykken over dem,
    de bliver fanget i deres egen fælde,
        de styrter selv i faldgruben.

Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
    jeg vil fryde mig over din frelse.
10 Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
    Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
    frelser de værgeløse fra røveres overgreb.

11 Falske vidner stod frem imod mig,
    anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
12 De gengældte godt med ondt
    og gjorde mig helt fortvivlet.
13 Dengang de var syge, sørgede jeg,
    klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
    og fastede inderligt for dem.
14 Jeg følte det, som var det min egen familie,
    jeg sørgede for dem, som var det min mor.
15 Men da jeg selv kom ud i problemer,
    blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
    bagtalte mig dagen lang.

16 Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
    De viste tænder som glubske løver.

17 Herre, hvor længe vil du bare se på?
    Grib dog ind og frels mig fra de løver.
        Red mit liv fra de rasende bæster.
18 Så vil jeg offentligt give dig ære,
    prise dig blandt alt dit folk.

19 De blev mine fjender uden årsag.
    Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
    Lad dem ikke udføre deres onde planer.
20 De ønsker ikke at skabe fred,
    men planlægger ondt mod uskyldige folk.
21 De råber deres anklager imod mig:
    „Ha!” siger de. „Vi så det selv!”

22 Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
    Lad mig ikke i stikken nu.
23 Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
    Min Herre og Gud, før min sag.
24 Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
    Lad dem ikke sejre over mig.
25 Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
    Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
26 Gør dem alle skamfulde,
    alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
    selv blive gjort til grin.
27 Men lad dem, som ønsker mig det godt,
    juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
    for han hjælper sine tjenere.”
28 Så vil jeg altid mindes din godhed.
    Ja, jeg vil prise dig dagen lang.

35 Herre, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, de blive som Avner for Vinden, og Herrens Engel nedstøde dem, deres Vej blive mørk og glat, og Herrens Engel forfølge dem! Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. Min Sjæl skal juble i Herren, glædes ved hans Frelse, 10 alle mine Ledemod sige: "Herre, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; 12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. 13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, 14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. 15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; 16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. 17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. 18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! 20 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; 21 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" 22 Du så det, Herre, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; 23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, 24 døm mig efter din Retfærd Herre, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig 25 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" 26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. 27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være Herren, som under sin Tjener Fred!" 28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.