74 Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? ² Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. ³ Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. ⁴ Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. ⁵ Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. ⁶ Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. ⁷ På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. ⁸ De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. ⁹ Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. ¹⁰ Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? ¹¹ Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

¹² Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. ¹³ Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; ¹⁴ du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; ¹⁵ Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; ¹⁶ din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, ¹⁷ du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

¹⁸ Kom i Hu, o Herre, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! ¹⁹ Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; ²⁰ se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. ²¹ Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! ²² Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, ²³ lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!