Add parallel Print Page Options

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.

Altid vil jeg prise dig, Herre,[a]
    du er min Konge og Gud for evigt.
Bestandig vil jeg synge til din ære,
    takke dig hver eneste dag.
Der er ingen så mægtig som dig, Herre,
    ingen kan fatte din storhed.
En generation skal fortælle det videre til den næste,
    at dine underfulde gerninger er uden sidestykke.
Folk skal fortælle om din herlighed og magt,
    og jeg vil altid mindes dine undere.
Gang på gang bliver dine gerninger berømmet,
    jeg vil fortælle om din storhed igen og igen.
Hvor er din godhed dog stor,
    din retfærdighed bliver husket med glæde.
Ingen er nådig og barmhjertig som dig,
    du er tålmodig og utrolig trofast.
Jeg ved, at du er god mod alle,
    barmhjertig mod alle dine skabninger.
10 Kan mennesker gøre andet end takke dig, Herre?
    Dine tjenere vil altid lovprise dig.
11 Lad os altid tale om dit riges herlighed,
    fortælle om din vældige magt.
12 Mennesker i hele verden skal høre om din magt,
    om dit riges strålende herlighed.
13 Når alt andet forgår, vil dit rige bestå.
    Du skal regere i evighed.
Ord fra dig kan man stole på,
    dine handlinger viser din nåde imod os.[b]
14 På livets vej kan vi synke i knæ,
    men du rejser os op, når vi falder.
15 Retter vi vores blik mod dig i tro,
    vil du altid give os det, vi har brug for.
16 Så snart et menneske erkender sit behov,
    er du straks parat til at opfylde det.
17 Trofasthed og retfærdighed kendes du på,
    dine handlinger er baseret på kærlighed.
18 Uden undtagelse hjælper du alle,
    som beder til dig af et oprigtigt hjerte.
19 Vælger mennesker at følge dig,
    vil du redde dem, når de råber om hjælp.
20 Ærligt troende oplever din beskyttelse,
    men de onde går deres undergang i møde.
21 År efter år vil jeg prise dig, Herre,
    måtte alt levende lovsynge dig for evigt.

Footnotes

  1. 145,1 Sangen er akrostisk, så det første bogstav i hvert vers følger alfabetet. Vi springer over udanske bogstaver som c, q, w, x, z.
  2. 145,13 Sidste del af verset er ved et uheld faldet ud af nogle hebraiske håndskrifter, men findes i andre håndskrifter og i Dødehavsrullerne.